Pressemeddelelse,
den 2 / 8 - 2001
 

Ypsilon får ny formand

Lars Korsgaard Jensen bliver ny formand for fodboldklubben FC Ypsilon. Han afløser Jacob Andersen, der forlader klubben for at fortsætte sine studier. Den nye formand ser det som sin fornemmeste opgave at bevare det gode kammeratskab og den særlige klubånd, der hersker i Ypsilon.

Fodboldklubben FC Ypsilon, der har hjemme på Høje-Taastrup Amtsgymnasium, skifter på generalforsamlingen den 14. august ud på formandsposten. Den nuværende formand Jacob Andersen forlader posten efter halvandet år for at fortsætte sine journalist-studier i Århus. Ny mand i spidsen bliver Lars Korsgaard Jensen, der hidtil har været suppleant til bestyrelsen.

Den nye formand går til jobbet med den målsætning at pleje og bevare den særlige klubånd og det stærke kammeratskab, der er i serie 5-klubben, som for seks et halvt år siden blev dannet i 1.Y-klassen på Høje-Taastrup Amtsgymnasium.

- Det væsentligste for mig er, at holdningen til fodbold forbliver den samme. Jeg har aldrig oplevet et kammeratskab som i Ypsilon. Det giver en enorm spilleglæde, at det er ens venner man spiller med. Man får en større lyst til at spille dem fri foran mål, fortæller Lars Korsgaard Jensen.

Inden han kom til Ypsilon for knap fem år siden, havde han spillet i både B70, TIK, Torslunde Ishøj og RB 1906.

- I mange klubber, særligt på seniorplan, er det som om, ambitionerne har overskygget spilleglæden. Det er som om, man har glemt, hvorfor det egentlig var, at spillerne begyndte, siger han.

Ypsilon spiller for venskabets skyld

FC Ypsilons spillertrup består af en kerne af fem-seks spillere, som har været med siden starten i 1995. De spillere har taget venner med, som igen eksempelvis har trukket et par spillere til. Det har gjort, at truppen i øjeblikket tæller omkring 30 spillere. Dermed er klubben bygget op om venskabet mellem de enkelte spillere, og det er den cement, der holder klubben sammen, mener den afgående formand Jacob Andersen.

- Vores eneste eksistensberettigelse er, at vi er anderledes end de andre. Men den berettigelse er til gengæld også stor. Vi spiller sammen, fordi vi er venner, Ikke fordi at vi tilfældigvis bor i samme by, understreger Jacob Andersen, der var med til at stifte klubben.

I Ypsilon lægges der stor vægt på, at det skal være sjovt at spille. Derfor er opvarmning og systemøvelser heller ikke noget der bruges særlig meget tid på til træning. Primært drejer det sig om at lege med bolden.

- Fælles for mange af vores spillere er, at de stoppede med at spille, da de nåede op i 14-16 års alderen, hvor træningen blev intensiveret og det begyndte at gå ud over fritiden. Sådan må det aldrig blive i Ypsilon, fortæller Jacob Andersen, der selv tidligere har spillet i Fløng, Hedehusene, RB 1906 og Århus-klubben Christiansbjerg.

Af: Jacob Andersen

Startside     1 side tilbage